Gå til hjemmesiden
EUIPO
Beskyt dine varemærker og design i Den Europæiske Union

Beskyt dine immaterielle rettigheder i Den Europæiske Union

Nice-klassifikationen (varemærker)

Nice-klassifikationen er et system til klassificering af varer og tjenesteydelser til anvendelse ved EU-varemærkeansøgninger. Den omfatter 45 klasser.

Nice-klassifikationen opdeler varer i klasse 1 til 34 og tjenesteydelser i klasse 35 til 45. Hver klasse har en klasseoverskrift, der indeholder generelle oplysninger om de pågældende typer af varer og tjenesteydelser. F.eks. hedder klasseoverskriften for klasse 25 "Beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning", mens den for klasse 15 hedder "Musikinstrumenter".

For bedre at kunne definere de varer eller tjenesteydelser, som skal beskyttes af en EU-varemærkeansøgning,omfatter hver klasse et sæt termer, der gælder for klassen. Ved angivelse af varer og tjenesteydelser i en EF-varemærkeansøgning opfordres ansøgerne på det kraftigste til at benytte termerne fra Nice-klassifikationen for at undgå, at registreringsproceduren forsinkes, eftersom det i modsat fald vil være nødvendigt at oversætte de indgivne termer. Brugen af disse generiske termer vil også forbedre søgningen i EU-varemærkedatabaserne og således i sidste ende øge gennemsigtigheden.

Du kan søge i Nice-klassifikationen ved hjælp af det interaktive søgeværktøj TMclass, der foreligger på alle officielle EU-sprog samt kinesisk, japansk, koreansk, russisk og tyrkisk.

Det er værd at bemærke, at den originale fortegnelse over varer og tjenesteydelser, der er omfattet af en EU-varemærkeansøgning, kun kan indskrænkes og ikke udvides. Du kan med andre ord ikke tilføje nye varer, tjenesteydelser eller klasser til den ansøgning, du oprindeligt indgav.

Ved indgivelsen af din ansøgning kan du selv bestemme antallet af klasser, men kun en klasse er omfattet af ansøgningsgebyret (850 EUR). Vælger du flere, skal du betale et gebyr for hver ekstra klasse.